Baggrunden for bibliografien

Nicht alle waren Mörder

Handlingen i Nicht alle waren Mörder foregår fra februar 1943 til krigens slutning i maj 1945.

Allerede fra 1942 blev der deporteret jøder til Auschwitz. Men nazisterne havde brug for jøderne som tvangsarbejdere i rustningsindustrien.

Med erobringerne i øst mente nazisterne imidlertid, at de jødiske arbejdere kunne erstattes med tvangsarbejdere fra Polen og fra andre erobrede områder.

Derfor startede Goebbels den såkaldte “Fabrikaktion” i februar 1943, hvor Gestapo og SS dukkede op på alle de arbejdspladser, der beskæftigede jøder og anholdt dem.

På dette tidspunkt havde man ved love og propaganda i nogen grad fået adskilt jøderne fra den tyske befolkning, så jøderne ikke arbejdede sammen med “ariere”.

Derfor kunne man forberede anholdelsen af hele jødiske arbejdssjak, der blev sendt til opsamlingslejren i Große Hamburger Straße i Berlin, hvorfra de blev deporteret til Auschwitz – dog i nogle tilfælde til Theresienstadt.

Man havde også op til denne aktion gjort forsøg på at isolere jøderne i bestemte huse – de såkaldte “jødehuse”. Men segregationen var ikke gennemført helt konsekvent endnu, og det er grunden til, at vi i Nicht alle waren Mörder kan opleve, at Michael og hans mor bor i samme opgang som ikke-jøder, og det var i sidste instans det, der reddede deres liv.

Når det lykkedes for Michael Degen at flygte sammen med sin mor og holde sig skjult i godt 2 år, så skyldes det, at der trods alt har været nogen opbakning i den tyske befolkning for at redde jøderne, og når man borer lidt i denne sag, viser det sig, at af de 5000 jøder, der gik under jorden i Berlin, overlevede over 1400.

Oprindeligt ville Goebbels i foråret 1943 give “føreren” en fødselsdagsgave ved at anholde alle jøder på arbejdspladserne (den ovennævnte “Fabrikaktion”).

Men allerede få dage efter “Fabrikaktion” beklagede Goebbels sig over, at hele aktionen havde været “ein Schlag ins Wasser”, fordi mange jøder var blevet advaret om den forestående aktion, og følgelig var en stor del slet ikke mødt op på arbejde den dag, hvor aktionen skulle gennemføres.*)

Bewältigung der Vergangenheit

Den kendsgerning, at i hvert fald en del af berlinerne gjorde en indsats for at holde jøderne skjult, druknede efter krigen i tyskernes forsøg på at sone de forbrydelser, der var blevet begået, og hele denne historie er endnu i dag delvis ukendt i Tyskland og i resten af verden.

Ligeledes massiv var fortielsen af den rolle, de jødiske stikkere havde spillet i perioden 43-45, idet hverken tyskere eller overlevende jøder har været specielt interesseret i at rippe op i denne historie.

Disse jødiske stikkere gik under navnet “Die Greifer” og man regner med, at der var omkring 30 Greifer i Berlin (Se bibliografien: Doris Tausendfreund Erzwungener Verrat.) Disse mennesker fik lovning fra Gestapo om, at de ikke ville blive sendt til Auschwitz, hvis de samarbejdede.

De kunne gå frit omkring i Berlin og var i besiddelse af en Gestapo-legitimation. I det sidste krigsår blev de endda udstyret med et håndvåben.

Som introduktion til denne problematik med “Die Greifer” vil vi anbefale bogen af Peter Wyden: Stella, 1992 (se bibliografi). Peter Wyden gik i den jødiske privatskole Goldschmidt i Berlin.

Det var hans bog om stikkeren Stella Kübler-Isaaksohn (Født Goldschlag), som også gik på Goldschmidt, der gav startskuddet til, at man så småt begyndte at interessere sig for hele denne problematik med jødiske stikkere og med de jøder, der var gået under jorden.

Peter Wyden og hans familie var heldige, det lykkedes for dem at emigrere til USA, før det blev umuligt for jøderne at forlade Tyskland.

På et meget beskedent grundlag og uden at der var den store publicity, hædrede man i Berlin de tyskere, der havde gjort en indsats for at redde flygtende jøder. Denne aktion blev kaldt “Die unbesungenen Helden”. (se bibliografi).

Videnskabeligt begyndte man fra tysk side så sent som i 1990´rne på “Zentrum für Antisemitismusforschung” ved Technische Universität i Berlin at beskæftige sig med emnet.

Vi vil her nævne projektet “Solidarität und Hilfe für Juden während der NS-Zeit”. I bibliografien har vi anført bind IV og V af denne serie, da disse bind falder inden for vores emne. Men serien omfatter hele Europa og også historien om de danske jøder bliver gennemgået minutiøst.

Siden 1997 har man opbygget en database med jøder, der gik under jorden og deres hjælpere.**)

Hvad der kan undre er, at denne forskning først er kommet i gang så sent. Forklaringen kan mulivis findes i, at man fra offentlighedens side ikke var særligt interesseret i at få disse ting frem, fordi man på baggrund af jødeudryddelsen ikke havde megen lyst til at fremhæve egne lidelser.

Men derudover dokumenterer hele denne historie, at det rent faktisk var muligt at hjælpe – også i nazitiden. Og hvis det var muligt at hjælpe jøderne, hvorfor var der så kun et mindretal af tyskere, der gjorde noget?

Uvidenheden om disse forhold skyldes dog også, at de mennesker, der hjalp jøderne, ikke selv opfattede sig som helte, og mange af dem syntes slet ikke, der var nogen særlig grund til at fremhæve sig selv i denne sammenhæng.

Det er også meget betegnende, at de projekter, der omhandler hjælperne har så undselige titler som “Die unbesungenen Helden” og “Die stillen Helfer”.

Men hvem var disse mennesker, der gik i brechen for de forfulgte jøder?

I sin bog Überleben im Dritten Reich henviser prof. Wolfganz Benz (“Zentrum für Antisemitismusforschung” ved Technische Universität i Berlin) til en undersøgelse, der prøvede på at afdække netop dette spørgsmål.

Forskerne havde ganske forståeligt en forventning om, at de tyskere, der reddede jødiske liv, måtte være særligt forankrede i en humanistisk eller religiøs tradition.

Og naturligvis er der også hjælpere fra f.eks. “Die bekennende Kirche” og fra katolske kredse, men til forskernes forbløffelse viste det sig, at den altovervejdende del var ganske almindelige mennesker, der ikke kunne forene det med deres samvittighed at være passiv, når de så, hvad der skete med jøderne.

Det var mennesker, der før i tiden altid havde fulgt lovens bogstav som gode tyske borgere. Alligevel valgte de at sætte sig udover loven. ***)


*) I bogen Nicht alle waren Mörder fortæller Michael Degen, at moderen blev advaret om den forestående fabrikaktion. (Michael Degen: Nicht alle waren Mörder, Ullstein List Verlag GmbH, Berlin, 2006 S. 7-8). Michael Degen selv arbejdede på et hospital og blev under “Fabrikaktion” af forarbejderen opfordret til at flygte over en mur sammen med en anden jødisk dreng.

**) Der er dog også andre eksempler på forskning på dette felt. F.eks. kan nævnes foreningen “Gegen Vergessen – Für Demokratie”, der siden midten af 90´erne har engageret sig for “Die stillen Helfer”, og foreningen har aktivt arbejdet på at finde frem til disse mennesker.

***) En af de her beskevne mennesker var Otto Jogmin, hvis historie bliver beskrevet af Marion Neiss (i: Wolfgang Benz´ bog Überleben im Dritten Reich).
Forlaget C. H. Bech har lagt historien om Otto Jogmin ud på nettet, hvor man kan læse om “Wielandstrasse 18”, hvor Otto Jogmin var vicevært, og hvor han gemte et større antal jøder i kælderen.
Se bibliografien eller klik her:
Marion Neiss Berlin Wielandstrasse 18 – Ein ehrenwertes Haus  (PDF-fil)

Red.